vores botilbud skaber rammerne om et trygt hjem 

botilbud

Der er i dag 11 Marie botilbud i Danmark med socialpædagogisk støtte til forskellige målgrupper. 
Alle botilbud lægger vægt på at skabe de mest hjemlige, trygge og givende rammer for hver enkelt beboer.
Find et passende Mariehjem botilbud her:

handicap - hjerneskade

neurorehabilitering selma marie - Ølstykke  

Selma Marie er et midlertidigt botilbud og rehabiliteringstilbud til unge mennesker med erhvervet hjerneskade i aldersgruppen ca. 16-40 år med sigte på rehabilitering, så den enkelte kan opnå en selvstændig voksentilværelse på egne præmisser.

Selma Marie ligger i Ølstykke og består af 12 lejligheder med eget toilet og bad samt tekøkken. Opholdet vil typisk være på mellem 1 – 4 år.

Neuropædagogik og tværfaglighed er nøgleord for det daglige arbejde på Selma Marie. Ud fra stor viden om hjernens fysiologiske/anatomiske opbygning og kognitive funktioner, arbejdes der bl.a. med rehabilitering, herunder genoptræning, indlæring af kompenserende strategier, optræning af færdigheder og omidentifikation.

Selma Marie er etableret efter servicelovens § 107, og borgere i hele landet kan søge om en plads.

Selma Marie tilbyder endvidere socialpædagogisk bistand og mentor- og opkvalificeringsforløb til borgere, der ikke bor på Selma Marie, efter servicelovens § 85.

Læs mere om Neurorehabilitering Selma Marie her

boenheden line marie - Slangerup

Boenheden Line Marie er et permanent botilbud til voksne mennesker med erhvervet hjerneskade. Beboerne har behov for personlig og pædagogisk støtte i hverdagen og kan have lettere bevægelseshandicaps, men ikke et fysisk plejebehov.

Botilbuddet ligger i Slangerup i Frederikssunds Kommune og består af 10 etværelses boliger med eget bad, toilet og tekøkken. Derudover fælles køkken/alrum.

Der arbejdes ud fra det livssyn, at ethvert menneske er en kompetent beslutningstager, har ansvar for sit eget liv og er en del af det sociale fællesskab både i Boenheden Line Marie og i samfundet omkring os. Beboerne er alle i beskæftigelse. I botilbuddet arbejdes med beboerindflydelse som omdrejningspunkt. Beboerne inddrages og har indflydelse på de beslutninger, der vedrører deres dagligdag m.v., således at tilbuddet udvikles i forhold til beboernes varierede behov og ønsker.

Borgere i hele landet kan søge om en plads i Boenheden Line Marie. Der ydes socialpædagogisk bistand efter Servicelovens § 85.

Læs mere om Boenheden Line Marie her

multiple, varige handicap

bofællesskabet cecilie marie – Hvalsø

Cecilie Marie er et botilbud for mennesker over 18 år med varig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne samt eventuelle følgehandicap. Til målgruppen hører kørestolsbrugere og mennesker med forskellige motoriske og kommunikative vanskeligheder, der har behov for hjælpemidler i varierende grad. Bofællesskabets beboere er fortrinsvis unge voksne, som alle vil profitere af at være i et ungt miljø.


Cecilie Marie ligger i Hvalsø i Lejre Kommune og er beliggende i udkanten af byen i et forholdsvis nybygget kvarter. De nærmeste naboer er gårde og almindelige boliger. Bofællesskabet består af 20 boliger med eget bad, toilet og tekøkken. Alle boliger har desuden en opholdsterrasse samt et mindre opbevaringsrum.

Cecilie Marie har fokus på at skabe overskuelighed og struktur i forhold til livet i egen bolig, venskaber og sociale relationer, udvikling af egen identitet og personlige interesser, og der tages udgangspunkt i beboernes individuelle behov, ønsker og ressourcer. Der ydes omsorg og pleje efter den enkeltes behov samt med handicapkompenserende hjælpemidler.
Cecilie Marie er etableret efter friplejeboligloven, og borgere i hele landet kan søge om en plads.

Der ydes personlig støtte, praktisk bistand til beboerne samt genoptræning iht. servicelovens §§ 83, 85 og 87 og ledsagelse efter §97.

Læs mere om Bofællesskabet Cecilie Marie her
 

bofællesskabet lykke marie - Slangerup

Lykke Marie er et botilbud til unge voksne med multiple funktionsnedsættelser, såsom vidtgående fysiske, kognitive og kommunikative. Bofællesskabets beboerne har behov for særlig støtte og omsorg gennem hele døgnet, ligesom behovet for hjælpemidler er en naturlig del af hverdagen.

Lykke Marie ligger i Slangerup i Frederikssund Kommune i udkanten af et af byens parcelhuskvarterer, og har udsigt over et smukt, rekreativt område med handicapegnede stier. Afstanden til Bymidten er ca. 500 meter. Bofællesskabet består af 24 to-rums boliger med eget bad og toilet, tekøkken og en mindre terrasse. Indretningen har fokus på udnyttelse af de bedste hjælpemidler og tilgængelighed, samtidig med at man bevarer et hjemligt miljø for beboerne.

Lykke Maries grundlag bygger på, at unge voksne mennesker med multiple funktionsnedsættelser, uanset behov for hjælp og pleje, kan få et indholdsrigt og stimulerende liv sammen med andre beboere. De fysiske rammer giver mulighed for at have et privatliv i boligen med en høj grad af selvstændighed.
Lykke Marie er et bofællesskab, der understøtter at beboerne har gode muligheder for et aktivt ungdomsliv. De fysiske rammer og indretningen af de store og lyse rum inviterer til fællesskab og aktivitet. Det er en integreret del af den pædagogiske indsats, at understøtte og stimulere den enkelte beboers kommunikation og mulighed for at udtrykke ønsker f.eks. til aktiviteter og sociale fællesskaber.

Lykke Marie er etableret efter friplejeboligloven, og borgere i hele landet kan søge om en plads.

Der ydes personlig støtte, praktisk bistand til beboerne samt genoptræning iht. servicelovens §§ 83, 85 og 87.

Læs mere om Bofællesskabet Lykke Marie her

udviklingshandicap


 

bofællesskabet birthe marie – Hedehusene

Bofællesskabet Birthe Marie er et botilbud til yngre mennesker med udviklingshandicap, der har behov for personlig og pædagogisk støtte i hverdagen, og som har lyst til at være en del af fællesskabet.

Birthe Marie ligger i Høje-Taastrup Kommune i et nybyggerkvarter med mange grønne områder. Der er et langstrakt stisystem, som gør det muligt at gå eller cykle til de forskellige busstoppesteder og S-togstationer. Birthe Marie består af 12 toværelses lejligheder med egen have, badeværelse og tekøkken. Der er to fællesrum og køkken med have, terrasse og vaskeri, som kan benyttes af alle.

Botilbuddets formål er at støtte beboerne i at have deres egen bolig, og at den enkelte i sine relationer til og samvær med andre mennesker kan skabe og opleve selvbestemmelse i sin hverdag og indflydelse på sin tilværelse. Vi arbejder for at give beboerne høj grad af medindflydelse og medansvar for det sociale fællesskab, de praktiske opgaver og graden af involvering. Der udvises tolerance og accept, stilles krav og ydes støtte til den enkelte beboer. Fokus er på ressourcer frem for begrænsninger. Vi respekterer beboernes bolig som ukrænkelig, og at fællesarealer benyttes efter ønske. Desuden ydes der støtte til, at beboerne har mulighed for at etablere et fællesskab med hinanden og have et aktivt liv med arbejde, uddannelse og fritid i lokalområdet.

Visitation foregår via Høje-Taastrup Kommune.

Birthe Marie drives efter servicelovens § 105, stk. 2 med socialpædagogisk støtte efter § 85. Botilbuddet har én aflastningsplads (SEL § 107).

Læs mere om Birthe Marie her

udviklingshandicap og autisme

bofællesskaberne inge og sofie marie - Ringsted

Bofællesskaberne Inge og Sofie Marie er et botilbud til unge voksne med udviklingshæmning, synshandicap samt autismeforstyrrelser.

Inge og Sofie Marie ligger i Ringsted Kommune, i cykel/gåafstand fra bymidte og station, og bussen går lige uden for døren. Inge og Sofie Marie består af 62 lejligheder fordelt i tre huse med hver deres målgruppe. Bofællesskaberne er indrettet, så der kompenseres for beboernes eventuelle synshandicap. Boligerne er delt op i mindre grupper med fire eller fem beboere i hver gruppe.

Det er vores mål at skabe rammerne for et trygt og meningsfyldt liv samt vedligeholde og videreudvikle livskompetencer, således at beboerne på sigt behøver mindre støtte i hverdagen. Vi bekymrer os om hinanden, er venner på kryds og tværs, vi irriteres og skændes, vi griner og rotter os sammen, vi forelskes og går fra hinanden. I det hele taget lever vi livet i bofællesskab på godt og ondt. For her har man ikke valgt hvem man vil bo sammen med og ej heller, hvem der arbejder her… Derfor er det dejligt at have sin egen lejlighed, hvor man kan trække sig tilbage i eget selskab eller med venner og alle fællesarealer, når vi vil hinanden. Her bliver der taget hensyn til hver enkelt.

Borgere i hele landet kan søge om en plads i Inge og Sofie Marie.

Bofællesskaberne drives efter Almenboliglovens § 105, stk. 2 samt Servicelovens §§ 107/108  og tilbud om  støtte efter §§ 83, 85 og 87 i Serviceloven og tilbud om midlertidig beskæftigelse efter § 103.

Læs mere om Inge og Sofie Marie her.

socialpsykiatri

bofællesskabet mette marie - Vanløse

Pensionatet Mette Marie er et midlertidigt botilbud til mennesker med sindslidelser og misbrug (dobbeltdiagnose), med fokus på at skabe et trygt og godt hjem til sine beboere.

Pensionatet ligger i et boligkvarter i Vanløse med plads til 16 mennesker. Boligerne består af et værelse med eget bad og toilet. Derudover er der fællesarealer og en stor have.

Pensionatet / bostedet bygger på en humanistisk tankegang. Der lægges vægt på at skabe et trygt og hjemligt miljø, uden institutionspræg, i et åbent og respektfuldt samarbejde med beboerne, deres pårørende og andre samarbejdspartnere. Der arbejdes til stadighed på at skabe et udviklingsforløb, med kvalitet som udgangspunkt, til gavn for beboerne.

Pensionatet Mette Marie drives efter Servicelovens § 107. Visitationen sker gennem Københavns Kommune.

Læs mere om Bofællesskabet Mette Marie her

bofællesskabet kirsten marie - Lyngby


Bofællesskabet Kirsten Marie er et botilbud, der henvender sig til psykisk sårbare mennesker fra 18 år og op, som har behov for et midlertidigt eller længerevarende botilbud. Beboerne har behov for individuel støtte, hjælp og omsorg til stabilisering af psykiske og sociale forhold samt udvikling af personlige ressourcer.

Kirsten Marie ligger i et grønt og roligt område, nær rekreative områder ved Lyngby Sø, men også tæt på Lyngby Station og Lyngby Hovedgade. Botilbuddet har plads til 24 mennesker og er delt op i 3 mindre bofællesskaber. Beboerne har egen bolig med bad, toilet og tekøkken. Derudover kan beboerne benytte fælles arealer og et aktivitets- og værested.

Vi arbejder miljøterapeutisk ud fra et recovery-baseret helhedssyn på den enkelte beboer, hvor fokus er på ressourcer, anerkendelse, ligeværdighed og gode relationer. Vi fokuserer på at skabe trygge rammer, struktur og forudsigelighed i beboernes dagligdag.

Kirsten Marie tilbyder støtte og socialpædagogisk bistand efter Servicelovens § 83, 85, 86 og 87. Botilbuddet er etableret efter friplejeboligloven og borgere i hele landet kan søge om en plads i Kirsten Marie. 

Læs mere om Bofællesskabet Kirsten Marie her

botilbuddet åse marie - Bjæverskov


Botilbuddet Åse Marie er et botilbud for mennesker over 18 år med sindslidelse og misbrug (dobbeltdiagnose). Der er tale om mennesker, som har svært ved at tage vare på egne fysiske, psykiske og sociale behov, og som har vanskeligt ved at klare sig i egen bolig og derfor har behov for tilstedeværelsen af et personale hele døgnet

Botilbuddet ligger i Bjæverskov i Køge Kommune. Der er i alt 22 lejligheder med eget køkken, toilet og bad. Til hver lejlighed er der tilknyttet en terrasse og et depotrum. I hovedbygningen er der fælleskøkken og faciliteter til samvær på tværs af husene.

Åse Marie ønsker at være et åndehul for de mest udsatte. At være et sted hvor de kan finde ro og føle sig trygge; et sted de kan kalde deres hjem. Åse Marie tror på, at stabile rammer, varme og nærhed giver beboerne mod til at bevæge sig ud i verden og prøve nye ting af - at anerkendelse og respekt går forud for trivslen, og at trivslen går forud for forandring. Målet er, at hver dag skal være en god og meningsfuld dag, med udgangspunkt i den enkelte beboers ønsker og forestillinger om det gode liv.

Botilbuddet er etableret efter friplejeboligloven, og borgere i hele landet kan søge om en plads i Åse Marie. Beboerne modtager ydelser i henhold til Lov om Social Service § 83, 85 og 87  – socialpædagogisk bistand samt træning.

Læs mere om Botilbuddet Åse Marie her

bofællesskabet rose marie - Hellerup


Rose Marie henvender sig til psykisk sårbare voksne borgere, som har behov for et midlertidigt eller længerevarende botilbud. Beboerne kan have behov for individuel støtte, hjælp og omsorg til stabilisering af psykiske og sociale forhold samt udvikling af deres personlige ressourcer, der på længere sigt gør det muligt at leve et meningsfuldt liv.

Bofællesskabet har plads til 15 mennesker og har til huse i en smuk og hyggeligt indrettet patriciervilla med stor have i et roligt villakvarter i Hellerup i Gentofte Kommune. Beboerne har egen lejlighed med bad, toilet og tekøkken. Fællesfaciliteterne består af køkken, en spisestue, en opholdsstue og en hall.

I Bofællesskabet Rose Marie ser vi det enkelte menneske som medborger med lige ret, pligt og muligheder for sammen med andre, at deltage i samfundets udformning, udvikling og tilbud. Samtidig opfatter vi mennesket som enestående med ret til selv at bestemme over sit liv og helbred indenfor de betingelser, som samfundet til hver en tid har opstillet rammer for.

Visitationen foregår via Gentofte Kommune, som arbejder med § 141 handleplaner for alle beboere. Rose Marie tilbyder også støtte efter Servicelovens § 83, 85 og 87.

Læs mere om Bofællesskabet Rose Marie her

bostedet caroline marie - København


Caroline Marie er et tilbud til unge mennesker i aldersgruppen 16 – 25 år med sindslidelser eller psykiske problemer. Unge som har behov for midlertidig bostøtte, rehabilitering og omsorg i op til 5 år, for at komme videre med deres tilværelse, så de eventuelt kan etablere sig i egen bolig og blive selvforsørgende.

Caroline Marie er etableret i byhuset på Gothersgade 141, med udsigt over Botanisk have, kun få minutters gang fra Nørreport station, og består af fem etager med 4 boliger pr. etage. Der er plads til 20 unge i kollegielignende værelser med toilet og bad på gangen, således at to beboere deler et toilet og bad. På hver etage findes et lille køkken og opholdsrum, så den enkelte etage kan fungere mere selvstændigt. 

Det er væsentligt, at de unge oplever, at det at bo på Caroline Marie er et skridt i den rigtige retning mod at blive mere selvstændige og få lyst og mod til at tage ansvar for deres videre proces. Vi arbejder med en multiteoretisk tilgang på Caroline Marie. Dette gør vi i erkendelsen af at målgruppens kompleksitet fordrer, at vi kan navigere imellem flere forskellige metoder og tilpasse disse til den enkelte beboer.

Bostedet er etableret efter lov om social service § 66, 76, 107 jf. §§ 142 og 144. Borgere i hele landet kan søge om en plads på Caroline Marie.

Læs mere om Bostedet Caroline Marie her
marie hjemmene
Virumgårdsvej 18
2830 Virum
CVR: 33327110
fonden@mariehjem.dk
genveje:
Job hos os
Overenskomster i Mariehjemmene
Bestyrelseshåndbog
Privatlivs- og cookie-deklaration
links:
Selveje Danmark
Download et gratis program, der læser indholdet på hjemmesiden højt:
adgangforalle.dk
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Marie hjemmene | Virumgårdsvej 18 | 2830 Virum | Tlf.: 3962 2333 | fonden@mariehjem.dk